Uddrag af Myten om anoreksiens tynde krop, Forlaget Krogagergaard, 2009:

“I løbet af de ti år, jeg har behandlet spiseforstyrrede ud fra dette grundlæggende synspunkt, har jeg haft ti tidligere hospitalsindlagte ”svære tilfælde” som klienter, udover 29 ambulante klienter og to klienter, der ikke havde været indlagt, da de kom i botilbud hos mig. De ”svære tilfælde” har været i behandlingsforløb, der hver har varet mellem halvandet til to år. Efter et sådant ophold, med op til i alt 700 klokketimers individuel terapi hos mig, er otte af de ti klienter kommet videre i deres liv, uden at der er konstateret et eneste tilbagefald. De klarer sig og lever et værdigt liv. Med at være kommet videre i sit liv, at klare sig og at leve et værdigt liv menes der blandt andet, at man har påbegyndt eller genoptaget en uddannelse, ikke er i kontakt med det offentlige system for at få hjælp for sin lidelse, at man kan have et job, en vennekreds og en fremtid uden afhængighed af de sociale myndigheder – og, ikke mindst, at man ikke bliver oplevet som psykisk syg af sine omgivelser. Betegnelserne er fra min side ikke tænkt som opdelinger i grader af succes. Både at være kommet videre, at klare sig, og at leve et værdigt liv udtrykker samme grad af succes, og indeholder flere af, eller alle, de nævnte kriterier. Mine succeskriterier for min behandling følger nøje Sundhedsstyrelsens succeskriterier for behandling af spiseforstyrrelser1. To af de ti ”svære” klienter har, efter eget ønske, ladet sig udskrive efter fem måneder. De gav selv til kende, at de ikke havde til hensigt at fralægge sig den anorektiske adfærd. Den ene udtrykte selv, at vedkommende specifikt var ude efter at få tildelt førtidspension. Under forsøgsprojektet ”Vi bliver ikke hørt”, der blev gennemført med støtte fra Socialministeriet, har jeg endvidere forestået fem forebyggende behandlingsforløb, der maksimalt varede seks måneder2. De fem klienter er nu alle kommet videre med deres liv. Heller ikke hos dem er der konstateret tilbagefald. De mener alle, at det er helt utænkeligt. For at undgå tilbagefald kræves der en opfølgende behandling med ambulante besøg en gang om måneden. Det er en efterværnsperiode, der har en varighed, der er tilpasset den enkelte. Erfaringsmæssigt er denne periode cirka to år for svære tilfælde, og cirka seks til ti måneder for klienter, der har været i forebyggende behandling. Efterværnsperioden er en afgørende forudsætning for at undgå tilbagefald3.”

Fodnoter (gengivet som i bogen):

1 Mine egne succeskriterier og Sundhedsstyrelsens succeskriterier er omhandlet i kapitlet Dynamisk integrerende adfærdsterapi.

2 Forsøgsprojektet “Vi bliver ikke hørt” er omhandlet i Del 4, Forebyggelse.

3 Efterværn er omhandlet i kapitlet Dynamisk integrerende adfærdsterapi.